FAQ
Om man er helt ny i balletverdenen, eller efterhånden ganske garvet, kan man have mange spørgsmål, om hvordan lige præcis Dansk Ballet Akademi fungerer og hvad vi fokuserer på.
Nedenfor er de hyppigste spørgsmål vi møder:
- Hvad er de forskellige bogstaver og betegnelser ud for holdene?
B = Begynderhold
L = Let-øvede
Ø = Øvede
Familiehold = barn og 1 voksen danser sammen
Tå = tåspidshold, eller tåspidsforberedende, alt efter niveau
Oftest vil der være flere niveauer repræsenteret på et hold, f.eks. B/LØ . Dette er gjort for at gøre det nemmere at finde et hold, der passer til sit barns eller ens eget niveau. Vores erfarne undervisere vil altid hurtigt kunne se præcis hvor klassens niveau ligger - som hold og for hvert individ, og vil skræddersy undervisning dertil.
- Hvilke værdier underviser I ud fra?
Det absolut vigtigste for os som balletskole, og for den enkelte balletlærer, er at hver eneste person der kommer igennem vores dør, føler sig velkommen. Lige præcis som de er. Dansk Ballet Akademi har et helt unikt erfarent team af fire undervisere, med mere end 35 års kombineret undervisningserfaring.
Positiv, pædagogisk og livsglad undervisning er vores største prioritet.
Samtidig er alle vores undervisere enten tidligere professionelle balletdansere, eller har været i tæt mentorforløb som underviser, hos en professionel. Vi sætter en dyd i at gøre alle vores elever så teknisk dygtige som muligt, da dette vil åbne en fantastisk verden af øget selvtillid, styrke, kropsforståelse og danseglæde.
Alle Dansk Ballet Akademis balletlærere underviser ud fra den samme vidensbaserede læringsplan.
- Skal man have en bestemt krop for at kunne danse ballet?
Absolut ikke! Alle kroppe kan danse ballet, og Dansk Ballet Akademi sætter en stor ære i at favne alle, der har lyst til at lære ballettens sprog.
- Kan man virkelig starte til ballet som teenager eller voksen, hvis man aldrig har prøvet det før?
Ja! At lære ballet i en ældre alder betyder, at man allerede har et godt kendskab til sin krop, bedre kan forstå teknikken, og derved også hurtigt kan begynde at lave alle de store og sjove spring, samt de populære pirouetter. Vores dygtige undervisere ved præcis hvordan ballet nemmest og bedst bliver introduceret til alle aldre og niveauer. Det gælder også voksne og teens, så kom endelig og prøv en time af gratis.
- Har I en uniform, eller skal man have noget specielt tøj på?
Nej til begge dele. Det vigtigste er blot at man har tøj på man føler sig tilpas i, der tillader én at bevæge sig frit, og som sidder tæt nok til kroppen til at ens balletlærer kan se, hvilke muskler man bruger.
Specielt når man starter, er det helt fint blot at danse i strømpesokker. Når man gerne vil blive rigtig dygtig, opfordrer vi til at man erhverver sig et par 'springsko' (se mere på siden "Hvad har man på?").
Hvis man gerne vil have "rigtigt" ballettøj på, altså det man bruger f.eks. på Det Kongelige Teater, så skal man være meget velkommen. Vi guider også gerne ved spørgsmål om eksempelvis mærker eller specifikke butikker.
- Hvor gammel skal man være for at kunne danse i tåspidssko?
Når man er 11 år, kan man begynde at få tåspidssko på.
Dansk Ballet Akademi tager specielt børns anatomi ekstremt seriøst, og vi vil altid værne om føddernes sundhed. Derfor vil man på de forskellige tåspidshold blive forberedt godt og grundigt på at komme op på tæerne.
Vi holder os til meget specifikke krav, både ift. styrke og teknik, der gør at alle undervisere ved præcis hvornår man som elev er klar.