Hvad har man på, når man danser ballet? Balletskolen i Hillerød
Hvilke sko danser man i?
Fodtøjet betyder rigtig meget, når man vil blive dygtig til ballet.
Balletsko opdeles i to kategorier: bløde sko/springsko, og tå(spids)sko.
Springsko bruges til alle aldre og niveauer og er dem man lærer at danse ballet i. De ligner lidt gymnastiksko, og er lavet af enten stof/lærred eller læder.
Til de yngste hold er det helt fint at danse i strømper. Vi fraråder altid at danse i gymnastiksko (inkl. de populære 'balletsko' fra H&M), da sålen består af gummi,
og derved vil stoppe mange af bevægelserne, eller omvendt er alt for glat.
Tåsko derimod er hårde, hule sko, der gør at man kan danse helt oppe på tåspidserne. De gør én i stand til at lave både de smukkeste, fe-agtige bevægelser, og de hurtigste pirouetter.
Hvad har man på kroppen?
De fleste kommer til deres ballettime i balletdragter, gymnastikdragter eller træningstøj. Det vigtigste er blot at man har tøj på man føler sig tilpas i, der tillader én at bevæge sig frit, og som sidder tæt nok til kroppen til at ens balletlærer kan se, hvilke muskler man bruger.
Er man nysgerrig ift. hvordan ballettøj ser ud, eller mangler man en dragt eller to, findes der overordnet to fysiske butikker på Sjælland: Ballet Boutique samt Stræk og Bøj. Begge butikker bruges af både professionelle og amatører.